Sandt er det at over halvdelen af alle ægteskaber her i landet ender i skilsmisse.
Sandt er det også at dette kedelige faktum, både nu og i fremtiden, vil generere mange nye sammenbragte familier.
Sandt er det desværre også at mange af disse sammenbragte familier opløses igen , ofte pga. uenighed mellem voksne om netop emnet: børneopdragelse.
Forleden læste jeg en artikel i et dagblad hvor fagpersoner argumenterede for at man(d) som bonusforælder ikke skulle/måtte opdrage på sine bonusbørn. Argumentet herfor var at opdragelse er et følsomt emne i alle parforhold.
Min første reaktion var helt uvilkårligt denne: Hvordan pokker tænker du så at en ligeværdighed mellem de voksne skal fungere ? Hvordan ser du fremtiden for et parforhold (med bonusbørn) hvis den ene forældre skal forholde sig passiv og bare tolerere bonusbørns adfærd?
Baseret på egne erfaringer i dette felt har jeg disse elementære råd:
- Lav en klar forventningsafstemning med den biologiske forælder – din partner
- Italesæt dine egne grænser i fredstid
- Prøv at få barnet til at definere egne forventninger og grænser – vær opmærksom på at disse sikkert rykker sig efterhånden som tiden går.
- Vær nysgerrig og interesseret i at lære barnet at kende og tal altid pænt om den forælder, man(d) ikke er kæreste med.
- Giv barnet alenetid med den biologiske forældre.
At forbyde bonusforældre at opdrage på bonusbørn er i min optik at stille sig /sit parforhold midt ud på den sikre vej mod et (nyt) parbrud.
Har du lyst til at læse hele artikelen så klik her