Nyt år betyder det også forandring ?

“U-TURN” med Chris MacDonald i spidsen får comeback på DR-TV. 6 danskere med Type2 diabetes vil forsøge via en markant livsstils omlægning at skabe sig et bedre, måske medicinfrit – og længere liv.

“Alene i Ødemarken” kører lige nu på DR-TV, 10 almindelige danske mænd og kvinder følger tidens trend med at ekstrem-teste sig selv. Alle 10 har påtaget sig den barske udfordring det er at leve alene og selvforsynende i den nådesløse nordnorske natur.

“Korpset – gjort af det rette stof” er lige startet på TV2. Her testes 30 danske sportstrænede mænd. Hvor trænede fysisk og psykisk er de egentlig? Har de potentialet og viljestyrken til at blive elitesoldater?

Årsskiftet syntes at starte med en serie af TV-programmer, som alle har det formål at skubbe til vores forandringsparathed og trang til personlig udvikling.

Hvor ligger ydergrænsen for vores fysiske og psykiske formåen? Hvor meget vil hver enkelt lide for at nå i mål? Hvor længe kan vi hver især udholde? Hvor meget kan ændres? Hvem er den sejeste? Jovist, spørgsmålene er mange.

Vi kan alle forandre og udvikle os på et utal af parametre – blot er det en forudsætning at viljen til at ville er og forbliver tilstede under hele processen.

Årsskiftet er lig med nytårsfortsæt som er lig med forandring og forbedring af vores nuværende fysiske og psykiske status…

Mon ikke også vi er mange mænd, som har sat os nogle mål, som skal indfris i 2017 – nogle overkommelige – og nogle mere udfordrende.

Generelt for det maskuline køn gælder, at vi har det med at udstikke os selv mål som vi kan/skal styre efter, ellers risikerer vi nemt at “fare mentalt vild”. Vi mænd har det svært med status quo, også selvom kroppen mærkes af alder.

Har du sat dig nogle mål for 2017? – Hvis ja, har du gjort op med dig selv, hvad disse mål vil kræve af dig ?

Kernespørgsmålet er dette simple:  Vil du, altså – Vil du virkelig forandre?

Med denne musikalske motivations booster ønsker jeg dig, Rigtig Godt Nytår, Mand

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *