Kategori: Ikke kategoriseret

Et venskab har stor betydning for livskvaliteten hos os mænd – især for mænd som befinder sig udenfor arbejdsmarkedet.

Det er næppe nogen overraskende nyhed at nære venskaber højner livskvaliteten hos os mennesker. Dette gælder både for mænd og kvinder.

Dog kan man tale om at nære venskaber har en større tilfredshedseffekt hos os mænd og dette kan begrundes i flere kendte faktorer. For både nationalt og internationalt synes mænd at være sundhedsmæssigt mere sårbare end kvinder, hvad angår sociale belastninger og forandringer.

Et stort australsk studie viser nu at man(d) kan løfte sin livskvalitet med hele 22% hvis man(d) har/får etableret nære venskaber.

Netop blandt os mænd falder det mange svært at knytte tætte venskabsbånd med andre mænd (og kvinder). Oftest er vores tætteste ven også vores ægtefælle og det er der nødvendigvis ikke noget i vejen med.

Dog gør det os mænd socialt sårbare, fordi går ægtefællen bort enten pga parbrud og/eller dødsfald, så:

• mister vi vores tætteste venskab
• taber vi det sociale netværk og dette skyldes alene det forhold at det er kvinden som har skabt og i det daglige driver det sociale netværk.
• øges risikoen for social isolation betragteligt og hermed følger så en øget risiko for social deroute.
• social deroute har en meget kedelig tendens til at afføde misbrug og dermed tilføres en markant dårligere helbredsstatus som munder i en gns. kortere levetid blandt mænd.

Så derfor – er der mange gode og gyldige grunde til at vi mænd opper os og får knyttet flere nære venskaber.

Den amerikanske psykiater og forfatter Richard Stanton Schwartz kommer med et meget enkelt og let råd til os mænd – og altså især til mænd som er udenfor arbejdsmarkedet. Det lyder lyder i al sin enkelhed således – Meld dig til en aktivitet  hvor man mødes regelmæssigt.

Husk på dette mand!  En mail eller et telefonopkald er ikke nok til at (gen)starte et  venskab. Der skal en mere energisk og vedholdende indsats til.

Flere kirker opretter mandeklubber og fællesskaber for mænd. Og de er populære.  Et frikvarter fra konen, kæresten eller bare den grå hverdag. 

Sådan lød en overskrift som jeg for ganske nylig læste i flere førende dagblade.

To ting slår mig med det samme jeg ser overskriften og læser den efterfølgende artikel.

For det første overrasker det mig ikke at vi mænd har stor lyst til at mødes og i et rent manderum tale om livets både store og små eksistentielle spørgsmål – slet ikke når vi når den alder som jeg har. Livets eksistentielle spørgsmål fylder her ganske meget og vi føler stor appetit på livet i alle dets faser.

For det andet slår det mig at når medierne skal gengive et billede af os mænd som eftertænksomme, følende og kommunikerende væsener så sker det (altid) med et snert af enten dårlig humor eller ironi.

Eksempel hentet fra artikelen: “Et frirum fra konen, kæresten eller bare den grå hverdag.”

Dette vel skrevet for at give læseren det indtryk at vi mænd kun mødes for at slippe væk fra konen eller kæresten – og ikke blot fordi vi rent faktisk føler et dybfølt behov for tale med ligesindede om livets store og små eksistentielle forhold.

” I begyndelsen var mandeklubben tænkt som et samlingssted for enlige mænd, men det blev hurtigt lavet om”.

Både vi mænd – og kvinder – har brug for at indgå i samme forståelsesramme – ikke fordi vi er bange for en verbal udfordring. Men fordi denne fælles kønslige forståelsesramme sætter nogle ydre vægge for en diskussion som sikre at vi forstår og kommunikerer i samme felt og ikke forstyrres af at først skulle forstå det modsatte køns tilgang.

Jeg tænker i øvrigt at medierne hænger fast i gamle og stereotype definitioner af manden og beder inderligt derfor medierne om at opdatere disse til virkeligheden anno 2016.

For, Kære medier! Jeg føler mig faktisk både krænket og såret når I skriver at jeg mødes med andre mænd, blot for at slippe væk fra min hustru.

Jeg mødes med andre mænd alene af lysten til at diskutere og berige mine egne holdninger i samme før omtalte forståelsesramme.

citat fra bogen:

“Skal jeg være helt ærlig, så følte jeg også en vis lettelse. En god ven havde forberedt mig på det. At sådan ville jeg nok føle det, men jeg er ikke helt fri for også at have en vis skyldfølelse. Det er jo en ekstrem forbudt tanke at føle sig lettet, når ens kone dør!”

At der er forskel på hvordan mænd og kvinder forholder sig til og bearbejder sorg – dét er velkendt stof.

At ægtefæller pga denne kønsforskel i sorgbearbejdning også mister hinanden (skilsmisse / parbrud) undervejes i sorgprocessen – dét er desværre også et kendt fænomen.

Men hvordan er det vi mænd forholder os til og bearbejder sorg?

Netop dét spørgsmål har der til dato været meget lidt fokus på og ganske lidt faktuel viden til rådighed om.

Jeg valgte at tilbringe megen tid under Mens Health Week (uge 24) med at gøre mig lidt klogere herpå. Dette gjort ved at læse bogen: “Mænd der mister” skrevet af Mads Christoffersen. Forfatteren har selv mistet sin livspartner og ægtefælle pga. cancer.

Bogen fortæller 8 historier fra den virkelige verden – 8 fortællinger fra mænd som alle har mistet deres ægtefælle pga. cancer.

Der er en række forhold som bogen beskriver godt og grundigt – som slår mig nu her bagefter at have læst bogen – disse er :

• langt de fleste at mændene i bogen indleder meget kort tid efter ægtefællens død et nyt kærlighedsforhold.
• mændene og deres nu afdøde ægtefælle oplever et meget langt og svært tilløb frem til cancer diagnosen endelig stilles. Lægerne undersøger for alt mulig andet inden cancer diagnosen fremkommer.
• mændene beretter alle om manglende koordinering mellem sygehuse og behandlere hvilket markant besværliggør en effektiv cancerbehandling.
• mændene er, måske overraskende for nogle, rigtig gode til at sætte ord på deres følelser før, under og efter tabet af ægtefællen.
• Mændene kommer med dette råd til par som rammes af livstruende sygdom: Den syge skal altid sikre sig en væbner/mentor/støtteperson som undervejs kan/vil tage de mange magtkampe med sygehusverdenen.

Uanset om du er mand eller kvinde så kommer jeg gerne med denne anbefaling – Læs bogen for den giver dig en solid større indsigt i hvordan mænd håndterer sorg.

God Læselyst

Kære Far,

Tillykke til Dig – Idag er det din særlige dag. En dag hvor dine nærmeste ganske givet betænker dig med gaver , blomster og kærlige tanker.

Læn dig velfortjent tilbage – vær gerne midtpunktet for dem som vil betænke og begave dig. Tillad dig sig selv følelsen af inderlig mental (selv)tilfredshed – netop den følelse er faktisk med til at holde dig i god form.

Men Kære Far, Jeg har, netop på denne dag, lyst til at spørge dig: Hvordan har du det egentlig ?

Inden du svarer (måske inde i dig selv) så forhold dig gerne til nedenstående fakta.

• Mænd reagerer senere på sygdomssymptomer . Går senere til læge – hvis overhovedet
• Mænd har ofte en risikobetonet helbredsadfærd
• Mænd er underforbrugere af forebyggende tiltag
• Mænd er dårligere til at passe deres egen (læge)behandling

Min egen lille leveregel er denne: Du kan først være noget for andre når du er noget for dig selv!

Umiddelbart lyder det enkelt og ligetil, men er det bestemt ikke. Fordi efterlevelse kræver at jeg hele tiden b.la. forholder dig aktivt til:  hvad har jeg lyst til? hvad magter jeg lige nu? hvad forventes der af mig?

Min gave til Dig:  Har du fået lyst til at forandre og forbedre og har du dertil brug for inspiration så kik gerne ind på min hjemmeside (du er der sikkert allerede). Her har jeg samlet en række “Nyttige links” til dig.

Chefpsykolog Svend Aage Madsen, Formand for Selskab for Mænds Sundhed har disse råd til dig

Mine bedste ønsker og tanker til dig – især idag,  men sandelig også hver dag fremover.

Sandt er det at over halvdelen af alle ægteskaber her i landet ender i skilsmisse.

Sandt er det også at dette kedelige faktum, både nu og i fremtiden, vil generere mange nye sammenbragte familier.

Sandt er det desværre også at mange af disse sammenbragte familier opløses igen , ofte pga. uenighed mellem voksne om netop emnet: børneopdragelse.

Forleden læste jeg en artikel i et dagblad hvor fagpersoner argumenterede for at man(d) som bonusforælder ikke skulle/måtte opdrage på sine bonusbørn. Argumentet herfor var at opdragelse er et følsomt emne i alle parforhold.

Min første reaktion var helt uvilkårligt denne: Hvordan pokker tænker du så at en ligeværdighed mellem de voksne skal fungere ? Hvordan ser du fremtiden for et parforhold (med bonusbørn) hvis den ene forældre skal forholde sig passiv og bare tolerere bonusbørns adfærd?

Baseret på egne erfaringer i dette felt har jeg disse elementære råd:

• Lav en klar forventningsafstemning med den biologiske forælder – din partner
• Italesæt dine egne grænser i fredstid
• Prøv at få barnet til at definere egne forventninger og grænser – vær opmærksom på at disse sikkert rykker sig efterhånden som tiden går.
• Vær nysgerrig og interesseret i at lære barnet at kende og tal altid pænt om den forælder, man(d) ikke er kæreste med.
• Giv barnet alenetid med den biologiske forældre.

At forbyde bonusforældre at opdrage på bonusbørn er i min optik at stille sig /sit parforhold midt ud på den sikre vej mod et (nyt) parbrud.

Har du lyst til at læse hele artikelen så klik her 

Har du et ønske om at forandre og forbedre noget ved/i dig selv? Hvis du har, hvad er så dit næste skridt ?

I min første blog skrev jeg at du ikke skal lade dig hverken tryne eller styre af den herskende forandringskultur men at din forandring og forbedring alene skal drives af din egen lyst og motivation.

Det er en kendsgerning at mange af os midaldrende mænd med fordel kan forandre og forbedre egen adfærd til glæde ikke bare for os selv, men såmænd også for vores nærmeste.

Derfor kommer fra mig til dig dette spørgsmål: Hvad er det du gerne ser forandret og forbedret hos dig selv?

B.S. Christiansen har en gang givet dette kloge leveråd: Du kan ikke være noget for andre uden først at være noget for dig selv.

At ta´ et forandringsskridt er at ta´ et skridt væk fra noget kendt og trygt  – ud i noget ukendt terræn. Men netop dér venter også mange nye spændende udfordringer og oplevelser på dig.

Tør du – Vil du ta´ næste det næste skridt?

Sexistiske kommentarer og voldtægtstrusler er nogle af de reaktioner, man kan risikere at få, hvis man som kvinde deltager i den offentlige debat. DR2-program s sætter fokus på sexistisk debatkultur.

3 TV-udsendelser som desværre dokumenterer en hverdag hvor det er blevet helt “normalt” at offentlige personer, og i langt overvejende grad offentlige kvindelige meningsdannere, får skældt huden fuld. Får stærkt krænkende opkald. Får hademails som ofte også indeholder trusler på livet.

Lad mig slå fast med syvtommersøm: Den adfærd er bare slet ikke i orden, mand!

Jeg hæfter mig efter at have set TV-dokumentaren især ved ét forhold: Disse meget personligt krænkende og ofte direkte truende mails kommer (næsten) altid fra mænd!

På mit køns vegne er jeg stærkt bekymret over denne uønskede adfærd og spørger uvilkårligt mig selv:

Hvorfor er det mand at du finder det OK at foretage sådanne voldsomme verbale angreb?

Hvordan ville du selv have det hvis du fik hadefulde og truende mails eller opkald?

Hvad er dit formål med denne hadefulde adfærd ?

Hvorfor er det at du ikke bare forholder dig til meningsdannerens holdninger og budskaber?

Jeg har forståelse for at man(d) kan blive provokeret af meningsdanneres til tider noget “letkøbte” og noget uunderbyggede holdninger – at du føler et behov for at tilføre disse nogle statements fra virkelighedens verden. Men gå nu efter bolden – ikke manden.

Jeg beder dig derfor mindeligt om Mand – Tænk før du taster !

“Jeg har aldrig set så meget ladhed, som jeg ser i Danmark. Danskerne er blevet et ladt og dovent folkefærd på arbejdsmarkedet. Og hvis ikke de strammer ballerne hårdt sammen, bliver de overhalet af tjekkerne!”
sagt til JP.dk af erhvervsmanden Lars-Christian Brask, han har mange års direktør erfaring indhentet fra både udlandet og her hjemmefra.

Jeg læser gerne meget og spændende ledelseslitteratur og henter fra denne litteratur værktøjer til brug i min egen faglige og personlige udvikling.

Fra den seneste bog har jeg hentet disse 3 råd til hvordan du opnår personlig succes:

1) du skal være villig til at begå fejl. Hvis ikke du fejler lærer du ikke.
2) du skal tage ansvar for egen udvikling – succes kommer ikke af sig selv
3) du skal turde fortælle dig selv at du er dygtig – ikke prale, men være dine egne styrker bevidst.

Der har i flere omgange over den seneste tid været rejst kritik af vores evne og vilje til at ville yde – og ikke bare fokusere på at ville nyde. En kritik som næres godt af udtalelser, som disse citater, i medierne fra førende erhvervsfolk og eksperter.

“Den er gal med den danske selvopfattelse. Vi er en nation af trygheds narkomaner som er bange for at fejle!” 
sagt til JP.dk af Professor og Forskningschef Peter Olesen, formand for Det Strategiske Forskningsråd.

Jeg kan godt være i tvivl om det blot er en ny medieskabt trend blandt ledende erhvervsfolk og eksperter at spanke os danskere offentligt, at beskylde os for kollektivt dovenskab og inkompetence – eller om disse meget skarpe kritiske røster virkelig udtrykker en reelt eksisterende kedelig doven trend.

Faktum er at der nu (igen) er sat “ild til” en nødvendig debat om den danske konkurrenceevne og dermed vores fremtidige velfærdssamfunds eksistens.

Det har gennem en længere periode fyget gennem luften med nye “skældsord” som curlingforældre, forældrekøb, selfie generation, fjumre-år og X-faktor kultur.

Nye “skældsord” som har det til fælles at de er udtryk for en kollektiv forkælethed, selvcentrerethed og mangel på ansvarsfølelse.

“Samfundet betaler for vores dyre uddannelser, og så er det alles pligt at give noget tilbage!” siger samme professor og forskningschef samtidig med at han ytre et stort ønske om at en ny ansvarlighed skal gennemsyre Danmark.

Jeg tør godt vove den påstand at det generelt kniber med at efterleve de tre råd – især de to første.

Nye tal viser, at 78 % af alle kræftramte mænd i Region Nordjylland er i live et år efter, at de fik diagnosen. I år 2000 var tallet 63%. På landsplan er tallet i samme periode steget fra 64% til nu 76%. Bedre behandlinger og tidligere diagnoser får skylden får denne tendens. (kilde: Kristeligt dagblad den 9. maj 2016)

Med denne trods alt positive historie er MidtvejsManden tilbage som blogger.