Hvor henter du ny energi, Mand ?

Jeg tænker at netop jeg på alle måder er et ganske gennemsnitligt menneske.

Så når jeg med mellemrum i mit liv har et særligt behov for at være et sted hvor jeg kan tanke ny energi til mit fortsatte virke og stræben efter personlig succes – så gælder det samme nok også for dig.

Det er slet ikke nyt at naturen spiller en stor og særdeles betydningsfuld rolle når vi mennesker skal finde ro, balance og ny energi – også på det punkt er jeg helt igennem gennemsnitlig – for i naturen finder jeg mit  “friområde”.

Et “Friområde” er for (og af) mig karakteriseret ved at være:

– et sted, en aktivitet hvor du kan fokusere 100% på at finde mental ro og balance – tanke ny energi til dit fortsatte virke

– dit sted hvor du bestemmer indsats, aktivitet og tempo

– et sted som du har udvalgt baseret på hvor/hvad du stortrives med at foretage dig

– 100% fokuseret på at opfylde dine behov

Jeg har sagt/skrevet dette til dig før, kommer helt sikkert til at gøre det igen og igen: Du kan ikke være noget for andre uden først at være noget for dig selv !

Derfor denne absolut velmente opfordring fra mig til dig:

Hvis ikke du allerede har fundet dit “friområde” så gør gerne en særlig indsats for at finde dette – det vil gavne dig STORT og dine nærmeste vil elske dig for det.

Far her er hverken sur eller skuffet!

“At føle sig skuffet er en ubehagelig form for lidelse – modsat accepten.

To ud af tre danskere har oplevet en skuffelse, der har haft markant indflydelse på deres liv. Det er foruroligende mange, mener fagfolk. For det er håbløst umoderne at være skuffet – i hvert fald at indrømme det.

For hvis man er skuffet over noget, er det vel især ens egen skyld – og så er der tale om fiasko hvilket slet ikke rimer på tidens stærke krav om altid opfyldelse og udlevelse af sit potentiale.

Flest skuffede danskere er skuffet over noget som kan henføres til familien, vennerne og/eller kollegerne. Kun hver femte er skuffet over egne evner. og adfærd

Ifølge fagfolk defineres skuffelse som uindfriede forventninger, knuste drømme og/eller brudte løfter.

 

Jeg rammes helt uvilkårligt af disse tanker:

Hvilket menneske forestiller sig i ramme alvor at kunne gå gennem livet uden på et eller andet tidspunkt at opleve skuffelse(r) ?

Har vi som individer tabt følingen med egen formåen og i stedet valgt at skubbe skylden for skuffelser over på alle andre ?

Har vi (u)bevidst fralagt os ansvaret for egen indsats, adfærd og viljestyrke ?

Hvordan står det reelt til med vores evne til at tackle modgang ?

Hvordan harmonerer dette med at arbejdsmarkedet efterspørger (læs: kræver) robuste medarbejdere – For er man robust når/hvis man ikke kan acceptere skuffelser i livet ?

Jeg tænker lige højt her – Det fremstår altså for mig som umodent, naivt og urealistisk hvis vi som enkelt individ forestiller os at livet ikke undervejs byder på skuffelser og set backs.

Hvad tænker du ?

 

kilde: analyse udarbejdet af YouGov for Kristeligt Dagblad

Har du talt med de “Gamle” fornylig, Mand?

“Vi er mange, der svigter de gamle. Vi er mange, der undgår de gamle, fordi de ikke længere er sig selv. Min mor var smuk, køn, sød og dejlig. Men der er ingenting kønt over den historie, jeg her vil fortælle! ”  citat: Sognepræst Tine Buchwald, Græsted. kronik i Kristeligt Dagblad

Sådan valgte sognepræst Tine Buchwald forleden at indlede sin fortælling under overskriften ” Min mor gik ind i tågen og forsvandt!” om sine forældre – en historie som især har fokus på og bærer tydeligt præg af moderens demenssygdom.

Demens er også kendt og omtales ofte som de pårørendes sygdom. Dette skyldes jo at virkningerne af demens, gudskelov fristes jeg til at sige, ikke mærkes så meget af den som lider af demens, men at virkningerne er særdeles tydelige for de nærmeste.

Jeg tænker at Tine Buchwalds historie er meget tidstypisk for os i midtvejs-generationen, os som (endnu) har nulevende forældre – Kære, som jo af helt naturlige årsager er nået godt op i alderen.

Kendt er det at risikoen for at vi kan rammes af enten fysiske eller psykiske skavanker, den stiger desværre markant jo ældre vi bliver. Statistikken fortæller os dog at vi gns. lever betydeligt længere end vores forfædre og at vores almene livskvalitet også er betydelig højere.

Men – jeg tænker dog at også du kender til sygdom blandt dine (sviger)forældre og at du måske derfor kan identificere dig med nogle af de statements som Tine Buchwald giver udtryk for.

“Jeg er her alene. Du er her et sekund, når du roser min jakke. Når du kysser mig på munden og på kinden. Når du siger at mit hår sidder pænt. Når du er mild. Ja, så er du min gamle mor igen.”

Men når Tine Buchwald omtaler vores plejehjem som “Dødens forgård” og i dette udtryk lægger at vi blot opbevarer vores forældre , parkerer dem der uden personlig nærvær og/eller omsorg, så bliver jeg helt enkelt nødt til at sige fra overfor hendes meget sorte billedbeskrivelse.

 

“Dødens forgård” har jeg hørt de kynisk kalder plejehjem. Steder, der giver sig ud for at være noget, de ikke er. Lader som om de er private hjem med malerier på væggene, sofaer på gangene, puder og reoler i fællesrummet. Som trods de forlorne tænder stadig dufter af sygehus.”

Tine Buchwald gør sig, efter min mening slem skyldig i en generalisering af kvaliteten og omsorgen på vores plejehjem.

Jeg har fuld forståelse for at ens billede nemt kan blive “meget sort” når man som midaldrende voksen registrerer at ens  forældre, som vi elsker og holder utrolig meget af , rammes af demens og dermed “forsvinder” ind i en helt ny, meget anderledes – og meget uønsket verbal og kropslig adfærd.

Men når dette sortsyn skrider over i en generalisering af forholdene på danske plejehjem, så er der grund til at komme med en fair, men kontant, verbal tackling.

Personligt har jeg et godt kendskab til forhold på ét dansk plejehjem hvor et nært familiemedlem har boet i en længere periode. Her måler jeg altid den aktuelle omsorgskvalitet i de store smil som familiemedlemmet meget gavmildt øser af sig hver gang jeg (sammen med min hustru) kommer på besøg.

Så Tine Buchwald, Du har et latent behov for at justere dit “sorte” billede af danske plejehjem.

Vær tilfreds med dig selv, Mand!

Sociale medier som f.eks. Facebook, Twitter og Instagram er et udstillingsvindue for misundelse og hovmod, begge følelser hører til blandt de syv klassiske dødssynder.

En ny tysk undesøgelse dokumenterer at hver tredje bruger af de sociale medier oplever misundelse og nedtrykthed efter besøget på f.eks. Facebook. Forklaringen er den at vi idag mere end nogensinde får en dyb indsigt i hinandens “succesrige” privatliv via den udstilling som vi selvvalgt udøver via hyppige uploads på f.eks. Facebook.

Det paradoksale er her at det også er dokumenteret at vi alle som er brugere på de sociale medier fortæller en langt mere rosenrød og idylisk historie om vores privatliv end tilfældet faktisk er.

“Vi ved, at folk på de sociale medier fremstiller deres liv mere positivt, end det er, mens hverdagens leverpostejmadder og skilsmisser holdes skjult!”  citat: Jakob Linaa Jensen, forsker i sociale medier ved Aarhus Universitet.

Facebooks “her kommer jeg kultur” har i modsætning til USA , her i Europa fremelsket og forstærket en allerede bestående jantelovs og misundelseskultur. Hvor man i USA vil glæde sig over andres succes så skaber den selvsamme tilgang her i Europa en følelse af  misundelse. For hvis det går dig godt, så går jeg jo glip af noget.

Fundamentet for misundelse er rivalisering – altså den anden har noget, jeg gerne vil have, eller noget jeg gerne vil være.

I sin nye bog med titlen “Manifest” skriver forfatter, blogger og indehaver af eget kommunikationsbureau, Julia Lahme om det perfekthedstyranni som i særdeleshed har ramt mange (unge) kvinder. Her er de sociale medier blevet et udstillingsvindue for det perfekte liv hvor køkkenbordet konstant skinner, ungerne er renskurede, manden gør succesfuld karriere, alle er moderigtig påklædt og maden strutter af sundhed og økologi.

“Vi kan i dag ikke nøjes med at sige at hun har det mega fedt – i dag har vi brug for at andre ser på mig og siger hun har det mega fedt” citat: Julia Lahme

Det med at ingen – absolut ingen skal kunne sætte en finger på mit liv, mine børn, mit engagement i børnenes skolegang, på mit hår eller på mit arbejde – dét skulle efter eksperternes mening være meget tydeligt udtrykt hos kvinder – især hos unge kvinder.

Jeg kommer så helt uvilkårligt til at tænke: Går vi (unge) mænd mon ramt forbi ?

Konklusionen er den stærkt bekymrende og urovækkende at vi lever vort liv baseret på andres falske og løgnagtige billeder af et lykkeligt liv.

 

Tanker på en Tudetrist Tirsdag

På denne tudetriste tirsdag hvor dagsregnen falder fra tunge grå skyer – skyer som ser ud til at ville hænge over os til evig tid, får vi slået fast med store brutale syvtommer søm at den sociale arv, dén kan vi ikke løbe fra, dén kan istedet ramme os som en boomerang.

På denne tudetriste tirsdag fortæller Breaking News os at vi idag har mistet en ung skarp dansk debattør. Vi har mistet en provokatør som valgte at skære sine budskaber hårdt til. Vi har mistet en mand som i dag blev indhentet af netop sin sociale arv.

For Mads Holger har idag valgt samme løsning  som sin far – at forlade livet i en al for tidlig alder.

Denne tudetriste tirsdags breaking news budskab  er for os mænd beviset på at selvom vi kaldes det stærke køn, så har vi nogle svage og sårbare sider. Sider som vi skal være mere bevidste om. Sider som vi ikke må gemme. Sider som vi skal arbejde meget mere med.

Kære Mand, hvad tænker du når du ser disse (tude)triste kendsgerninger:

  • hver gang 100 kvinder vælger at begå selvmord så gør 255 mænd det samme
  • under halvdelen af de mænd, der lider af depression, er i behandling
  • mellem 80-90% af alle hjemløse er mænd

Mest af alt minder tirsdagens triste nyhed om Mads Holgers alt for tidlige død mig om at hvad der på overfladen ser harmonisk ud , bag facaden kan gemme på “sorte sider”.

“Sorte sider” kan lysnes men det kræver selverkendelse, åbenhed og velvilje ift. behandling

Æret været Mads Holger´s minde

 

 

 

Få dig nu en ven, Mand!

Et venskab har stor betydning for livskvaliteten hos os mænd – især for mænd som befinder sig udenfor arbejdsmarkedet.

Det er næppe nogen overraskende nyhed at nære venskaber højner livskvaliteten hos os mennesker. Dette gælder både for mænd og kvinder.

Dog kan man tale om at nære venskaber har en større tilfredshedseffekt hos os mænd og dette kan begrundes i flere kendte faktorer. For både nationalt og internationalt synes mænd at være sundhedsmæssigt mere sårbare end kvinder, hvad angår sociale belastninger og forandringer.

Et stort australsk studie viser nu at man(d) kan løfte sin livskvalitet med hele 22% hvis man(d) har/får etableret nære venskaber.

Netop blandt os mænd falder det mange svært at knytte tætte venskabsbånd med andre mænd (og kvinder). Oftest er vores tætteste ven også vores ægtefælle og det er der nødvendigvis ikke noget i vejen med.

Dog gør det os mænd socialt sårbare, fordi går ægtefællen bort enten pga parbrud og/eller dødsfald, så:

  • mister vi vores tætteste venskab
  • taber vi det sociale netværk og dette skyldes alene det forhold at det er kvinden som har skabt og i det daglige driver det sociale netværk.
  • øges risikoen for social isolation betragteligt og hermed følger så en øget risiko for social deroute.
  • social deroute har en meget kedelig tendens til at afføde misbrug og dermed tilføres en markant dårligere helbredsstatus som munder i en gns. kortere levetid blandt mænd.

Så derfor – er der mange gode og gyldige grunde til at vi mænd opper os og får knyttet flere nære venskaber.

Den amerikanske psykiater og forfatter Richard Stanton Schwartz kommer med et meget enkelt og let råd til os mænd – og altså især til mænd som er udenfor arbejdsmarkedet. Det lyder lyder i al sin enkelhed således – Meld dig til en aktivitet  hvor man mødes regelmæssigt.

Husk på dette mand!  En mail eller et telefonopkald er ikke nok til at (gen)starte et  venskab. Der skal en mere energisk og vedholdende indsats til.

 

 

Vil du med i kirke, Mand ?

Flere kirker opretter mandeklubber og fællesskaber for mænd. Og de er populære.  Et frikvarter fra konen, kæresten eller bare den grå hverdag. 

Sådan lød en overskrift som jeg for ganske nylig læste i flere førende dagblade.

To ting slår mig med det samme jeg ser overskriften og læser den efterfølgende artikel.

For det første overrasker det mig ikke at vi mænd har stor lyst til at mødes og i et rent manderum tale om livets både store og små eksistentielle spørgsmål – slet ikke når vi når den alder som jeg har. Livets eksistentielle spørgsmål fylder her ganske meget og vi føler stor appetit på livet i alle dets faser.

For det andet slår det mig at når medierne skal gengive et billede af os mænd som eftertænksomme, følende og kommunikerende væsener så sker det (altid) med et snert af enten dårlig humor eller ironi.

Eksempel hentet fra artikelen: “Et frirum fra konen, kæresten eller bare den grå hverdag.”

Dette vel skrevet for at give læseren det indtryk at vi mænd kun mødes for at slippe væk fra konen eller kæresten – og ikke blot fordi vi rent faktisk føler et dybfølt behov for tale med ligesindede om livets store og små eksistentielle forhold.

” I begyndelsen var mandeklubben tænkt som et samlingssted for enlige mænd, men det blev hurtigt lavet om”.

Både vi mænd – og kvinder – har brug for at indgå i samme forståelsesramme – ikke fordi vi er bange for en verbal udfordring. Men fordi denne fælles kønslige forståelsesramme sætter nogle ydre vægge for en diskussion som sikre at vi forstår og kommunikerer i samme felt og ikke forstyrres af at først skulle forstå det modsatte køns tilgang.

Jeg tænker i øvrigt at medierne hænger fast i gamle og stereotype definitioner af manden og beder inderligt derfor medierne om at opdatere disse til virkeligheden anno 2016.

For, Kære medier! Jeg føler mig faktisk både krænket og såret når I skriver at jeg mødes med andre mænd, blot for at slippe væk fra min hustru.

Jeg mødes med andre mænd alene af lysten til at diskutere og berige mine egne holdninger i samme før omtalte forståelsesramme.

Når vi mænd mister!

citat fra bogen:

“Skal jeg være helt ærlig, så følte jeg også en vis lettelse. En god ven havde forberedt mig på det. At sådan ville jeg nok føle det, men jeg er ikke helt fri for også at have en vis skyldfølelse. Det er jo en ekstrem forbudt tanke at føle sig lettet, når ens kone dør!”

At der er forskel på hvordan mænd og kvinder forholder sig til og bearbejder sorg – dét er velkendt stof.

At ægtefæller pga denne kønsforskel i sorgbearbejdning også mister hinanden (skilsmisse / parbrud) undervejes i sorgprocessen – dét er desværre også et kendt fænomen.

Men hvordan er det vi mænd forholder os til og bearbejder sorg?

Netop dét spørgsmål har der til dato været meget lidt fokus på og ganske lidt faktuel viden til rådighed om.

Jeg valgte at tilbringe megen tid under Mens Health Week (uge 24) med at gøre mig lidt klogere herpå. Dette gjort ved at læse bogen: “Mænd der mister” skrevet af Mads Christoffersen. Forfatteren har selv mistet sin livspartner og ægtefælle pga. cancer.

Bogen fortæller 8 historier fra den virkelige verden – 8 fortællinger fra mænd som alle har mistet deres ægtefælle pga. cancer.

Der er en række forhold som bogen beskriver godt og grundigt – som slår mig nu her bagefter at have læst bogen – disse er :

  • langt de fleste at mændene i bogen indleder meget kort tid efter ægtefællens død et nyt kærlighedsforhold.
  • mændene og deres nu afdøde ægtefælle oplever et meget langt og svært tilløb frem til cancer diagnosen endelig stilles. Lægerne undersøger for alt mulig andet inden cancer diagnosen fremkommer.
  • mændene beretter alle om manglende koordinering mellem sygehuse og behandlere hvilket markant besværliggør en effektiv cancerbehandling.
  • mændene er, måske overraskende for nogle, rigtig gode til at sætte ord på deres følelser før, under og efter tabet af ægtefællen.
  • Mændene kommer med dette råd til par som rammes af livstruende sygdom: Den syge skal altid sikre sig en væbner/mentor/støtteperson som undervejs kan/vil tage de mange magtkampe med sygehusverdenen.

Uanset om du er mand eller kvinde så kommer jeg gerne med denne anbefaling – Læs bogen for den giver dig en solid større indsigt i hvordan mænd håndterer sorg.

God Læselyst

Få nu taget dit første skridt , Mand !

En af gevinsterne ved at dyrke motion sammen med andre mænd er, at fællesskabet forpligter. 
Overskriften på denne blog er specielt henvendt til dig som lige nu sidder i sofaen med fjernbetjeningen i den ene hånd og en kold fra kassen i den anden, og til dig som flere gange overfor dine omgivelser har sagt noget i retning af:
Jeg vil gerne / kunne godt tænke mig at leve et sundere liv.Forum for Mænds Sundhed har her op til Mens Health Week (uge 24 –  13.- 19. juni) offentliggjort en rapport som kigger nærmere på netop mænds sundhed.I denne blog sættes jeg derfor fuld fokus på nogle at de konklusioner som fremkommer i rapporten og det er næppe forkert, på basis af rapporten, at inddele mænd og motion i 2 grupper, nemlig 1)mænd som er på arbejdsmarkedet – og 2)mænd som er udenfor arbejdsmarkedet.
Hovedkonklusionen er at mænd – i et fællesskab – har meget større lyst og vilje til at forandre og forbedre sin sundhed. Fællesskabet er altså drivkraften til b.la. at komme i løbeskoene.I det følgende bringer jeg her nogle uddrag fra rapporten:
Mændene i undersøgelsen er meget optaget af fællesskaber. Mange ser fællesskaber som vejen til fysisk og mental sundhed. Her spiller arbejdspladsen en meget central rolle.
For mænd uden for arbejdsmarkedet er der behov for fællesskaber, der er forpligtende og trygge. Det er via fællesskaber om forskellige aktiviteter, at mænd lærer hinanden at kende,  lærer at være sociale sammen og opbygge fortrolige venskaber.
Blandt arbejdssøgende mænd svarer 83 % at de aldrig, sjældent eller kun ind imellem deltager i fritidsaktiviteter sammen med andre. Kun 14 % svarer, at de ofte eller meget ofte deltager i fritidsaktiviteter.
Mænd der dyrker motion sammen holder øje med hinanden, og er derved med til at holde hinanden til ilden.
Mange mænd som ikke er på arbejdsmarkedet, enten på grund af arbejdsløshed eller pension efterspørger i høj grad også fællesskaber for mænd.Flere arbejdsløse og pensionerede mænd fortæller, måske ikke særlige overraskende, at overgangen fra at have en hverdag med arbejde til en hverdag uden arbejde kan være udfordrende og svær.

Har du fået lyst til at læse hele rapporten så klik herkilde: Rapporten: Mænd Fællesskaber og Trivsel – forfatter Forum for mænds Sundhed

Fars Dag – Husk at fejr dig selv, hver dag

Kære Far,

Tillykke til Dig – Idag er det din særlige dag. En dag hvor dine nærmeste ganske givet betænker dig med gaver , blomster og kærlige tanker.

Læn dig velfortjent tilbage – vær gerne midtpunktet for dem som vil betænke og begave dig. Tillad dig sig selv følelsen af inderlig mental (selv)tilfredshed – netop den følelse er faktisk med til at holde dig i god form.

Men Kære Far, Jeg har, netop på denne dag, lyst til at spørge dig: Hvordan har du det egentlig ?

Inden du svarer (måske inde i dig selv) så forhold dig gerne til nedenstående fakta.

  • Mænd reagerer senere på sygdomssymptomer . Går senere til læge – hvis overhovedet
  • Mænd har ofte en risikobetonet helbredsadfærd
  • Mænd er underforbrugere af forebyggende tiltag
  • Mænd er dårligere til at passe deres egen (læge)behandling

Min egen lille leveregel er denne: Du kan først være noget for andre når du er noget for dig selv!

Umiddelbart lyder det enkelt og ligetil, men er det bestemt ikke. Fordi efterlevelse kræver at jeg hele tiden b.la. forholder dig aktivt til:  hvad har jeg lyst til? hvad magter jeg lige nu? hvad forventes der af mig?

Min gave til Dig:  Har du fået lyst til at forandre og forbedre og har du dertil brug for inspiration så kik gerne ind på min hjemmeside (du er der sikkert allerede). Her har jeg samlet en række “Nyttige links” til dig.

Chefpsykolog Svend Aage Madsen, Formand for Selskab for Mænds Sundhed har disse råd til dig

Mine bedste ønsker og tanker til dig – især idag,  men sandelig også hver dag fremover.