“Vi er mange, der svigter de gamle. Vi er mange, der undgår de gamle, fordi de ikke længere er sig selv. Min mor var smuk, køn, sød og dejlig. Men der er ingenting kønt over den historie, jeg her vil fortælle! ” citat: Sognepræst Tine Buchwald, Græsted. kronik i Kristeligt Dagblad
Sådan valgte sognepræst Tine Buchwald forleden at indlede sin fortælling under overskriften ” Min mor gik ind i tågen og forsvandt!” om sine forældre – en historie som især har fokus på og bærer tydeligt præg af moderens demenssygdom.
Demens er også kendt og omtales ofte som de pårørendes sygdom. Dette skyldes jo at virkningerne af demens, gudskelov fristes jeg til at sige, ikke mærkes så meget af den som lider af demens, men at virkningerne er særdeles tydelige for de nærmeste.
Jeg tænker at Tine Buchwalds historie er meget tidstypisk for os i midtvejs-generationen, os som (endnu) har nulevende forældre – Kære, som jo af helt naturlige årsager er nået godt op i alderen.
Kendt er det at risikoen for at vi kan rammes af enten fysiske eller psykiske skavanker, den stiger desværre markant jo ældre vi bliver. Statistikken fortæller os dog at vi gns. lever betydeligt længere end vores forfædre og at vores almene livskvalitet også er betydelig højere.
Men – jeg tænker dog at også du kender til sygdom blandt dine (sviger)forældre og at du måske derfor kan identificere dig med nogle af de statements som Tine Buchwald giver udtryk for.
“Jeg er her alene. Du er her et sekund, når du roser min jakke. Når du kysser mig på munden og på kinden. Når du siger at mit hår sidder pænt. Når du er mild. Ja, så er du min gamle mor igen.”
Men når Tine Buchwald omtaler vores plejehjem som “Dødens forgård” og i dette udtryk lægger at vi blot opbevarer vores forældre , parkerer dem der uden personlig nærvær og/eller omsorg, så bliver jeg helt enkelt nødt til at sige fra overfor hendes meget sorte billedbeskrivelse.
“Dødens forgård” har jeg hørt de kynisk kalder plejehjem. Steder, der giver sig ud for at være noget, de ikke er. Lader som om de er private hjem med malerier på væggene, sofaer på gangene, puder og reoler i fællesrummet. Som trods de forlorne tænder stadig dufter af sygehus.”
Tine Buchwald gør sig, efter min mening slem skyldig i en generalisering af kvaliteten og omsorgen på vores plejehjem.
Jeg har fuld forståelse for at ens billede nemt kan blive “meget sort” når man som midaldrende voksen registrerer at ens forældre, som vi elsker og holder utrolig meget af , rammes af demens og dermed “forsvinder” ind i en helt ny, meget anderledes – og meget uønsket verbal og kropslig adfærd.
Men når dette sortsyn skrider over i en generalisering af forholdene på danske plejehjem, så er der grund til at komme med en fair, men kontant, verbal tackling.
Personligt har jeg et godt kendskab til forhold på ét dansk plejehjem hvor et nært familiemedlem har boet i en længere periode. Her måler jeg altid den aktuelle omsorgskvalitet i de store smil som familiemedlemmet meget gavmildt øser af sig hver gang jeg (sammen med min hustru) kommer på besøg.
Så Tine Buchwald, Du har et latent behov for at justere dit “sorte” billede af danske plejehjem.