Det målstyrede samfund skaber plagede og skamfulde mennesker.
Meningen forsvinder, når målstyringen har fået større betydning end meningen med arbejdet. “Målermanden” som vi kender fra Zirkus Nemo er en parodi på en virkelighed som rigtig mange af os kan nikke genkendende til.
Ovenstående er hhv. overskriften og essensen af den herskende samfundstendens – en tendens som karakteriserer det liv som rigtig mange af os idag lever. Moralen i ovenstående syntes at være er den at målstyring tryner vores selvstændighed i livet og ligefrem risikerer at sygeliggøre os.
Jeg tænker helt uvilkårligt:
– Uden personlige mål så mangler vi (mænd i særdeleshed) retning på livet – uden retning i livet er der en latent fare for at vi render hovedløst ud af livets landevej og en fare for at vi havner på en blind vej.
– At målinger både er retningsgivende, nødvendige, kontrollerende (er vi på sporet) og lærende.
– At vi som enkelt individer jo er herre i eget hus og øvelsen i min optik mere går på at vi hver især skal sætte os overkommelige og dermed også realistiske mål – og ikke kritikløst følge og underlægge os andres normer eller forventninger.
– I en tid hvor vi som individer abolut insisterer på at skulle betragtes som enkeltstående værdifulde og særlige enere, så har vi aldrig før søgt og følt os så tvunget ud i komformitet. På nudansk, vi klæder os ens, vi indretter vores hjem (næsten) ens, vi skal alle skabe os en karriere hvor pilen kun peger opad, hvor fiasko ikke findes, vores statussymboler ser ens ud ( eks.: den sorte Audi eller BMW stationcar)
Det personlige ansvar råder stadigvæk – du er altså stadig herre i eget hus,- du bestemmer og sætter selv dine egne mål i livet – du bestemmer dermed også suverænt selv hvornår du siger NEJ eller STOP
Det sidste at kunne/ville/turde sige fra – dét er kerneudfordringen for rigtig, rigtig mange af os.
Livet leves kun én gang – én gang er også nok når bare vi er bevidste om at leve det rigtigt!