Tank op i naturen, Mand!

Silkeborg Søerne, skovene omkring, Sindbjerg, Stovbjerg og Sejs Snævringen

Jovist, jeg er velsignet med en fantastisk fauna og alsidig natur lige udenfor min fordør – og jeg bruger den gerne og ganske ofte.

Som idag hvor jeg har taget en solo MTB-tour i nævnte område og når jeg, for det meste sammen med min dejlige hustru, løber i skovene som blot ligger 10 min løb fra fordøren.

Det er ofte sagt at man(d) kan (gen)finde den psykiske og fysiske form ude i naturen og dét for meste ganske gratis. Det eneste det kræver af dig er at du tager initiativ, ifører dig noget praktisk tøj – og kommer ud.

Forskere ved det britiske University of Exeter har undersøgt sammenhængen mellem 10.000 menneskers psykiske helbred og deres bopæl og de fandt, at folk, der bor tættere på grønne områder oplever større psykisk ligevægt.

Hollandske forskere konkluderede ligeledes i 2009 at forekomsten af en række sygdomme som f.eks. migræne, astma, sukkersyge og angst var lavere hos mennesker, der boede mindre end en kilometer fra et grønt område.

Jeg har hørt rigtig mange i mit netværk lovprise naturen, især den som ligger en lang og kostbar flyvetur væk.

Men altså – Lige udenfor din egen fordør ligger den, den skønne grønne natur og venter på at du bruger den. Naturen har så meget at byde dig når blot du kommer ud.

Om du cykler, går eller løber er fuldstændig ligegyldigt – udbyttet er det samme. Du får renset krop og sjæl, får tanket ny energi og dermed gør du dig igen klar til at møde hverdagens stress og jag.

Ses vi ikke snart derude ?