Handlinger afføder altså et eget ansvar, Mand 

Jeg finder faktisk at det er et fattigt samfund, vi lever i, som hver gang træder til med lovgivning når vi som borgere ikke evner at udleve egne handlinger fornuftigt !

Jeg finder at vi gennem denne tiltagende, mere detaljestyrende og ikke mindst personlig handlingsindsnævrende lovning, mere og mere, fratager os borgere ansvaret for eget liv. 

Når vi som borgere fratages ansvaret for egne handlinger, så havner vi alt for nemt i en offerrolle – husker straks her på bandet TV 2´s tekst ; Det er samfundets skyld !

Men er det nu også det ?

Jeg ved, og lever fint med, at mange vil læse og tolke mine udsagn hårdt og sikkert straks, som SoMe kulturens foretrukne adfærd, forfalde til at sende småperfide personrettede beskyldninger min vej om at jeg bare ikke ejer empati, ikke syntes synd for udsatte medborgere, at jeg har mit på det tørre osv. osv.

Men dén tolkning er bare så mega meget langt fra sandheden.

For jeg arbejder dagligt med at “løfte” udsatte og ofte stærkt udfordrede borgere (mænd) videre i livet.

Min mission, mit virke, er at skabe en personlig (selv)erkendelse af at den nuværende utilstrækkelige, uheldige og uønskede livssituation skal ændres – at jeg har selv skabt den, jeg har dermed også eget ansvar og ejerskab for den – og jeg skal gennem egne tanker og handlinger, forandre for at forbedre denne til noget personligt ønsket og fremtidsbrugbart.

Netop ejerskabet til både årsag og forandring er altafgørende faktorer for succes, for at nå i mål!

Min påstand er den at når samfundet lovgiver i forsøget på at sikre at borgere ikke havner i uheldige og uønskede situationer så finder bandet TV2´s tekst sin nok utilsigtede sandhed, nemlig den at havner jeg i lort , så er det samfundets skyld, ikke min. 

Dermed bliver det også samfundets ansvar at jeg kommer på ret køl igen, ikke min egen – jeg er dermed som individ decimeret til et offer og venter kun på at samfundet skal kaste en redningskrans.  

Men hvad nu hvis denne redningskrans ikke kastes ?

 

PS: lad mig her slå fast med syvtommer søm at samfundet selvfølgelig skal stille behandlingstilbud til rådighed for borgere som på den ene eller anden måde ender i et misbrug, bolignød eller anden livskrise.

Tal nu pænt, Mand !

“Kvinder er blevet stærkere og fået meget mere selvstændighed, hvilket nogle mænd ser som en trussel. Ved at ytre sig hadefuldt eller krænkende kan det være en måde at beskytte sin mandighed og maskulinitet på”. citat: Anne-Cathrine Blegvad , specialpsykolog i BT metro

For ikke længe siden så jeg et program på dansk TV som handlede om de voldsomme og hyppigt forekomne verbale overfald på sociale medier som både politikere og andre meningsdannere udsættes for.

Det som rystede mig meget i udsendelsen var at bevidne det særligt nedladende og sexistiske sprog(mis)brug som krænkerne anvendte. Et sprogbrug som alene havde til formål at skræmme og sætte sår på sjælen.

Dét som, for mig som mandecoach, var allermest bekymrende at bevidne var det faktum at alle de krænkere som tv-programmet med lethed fandt frem til – var mænd.

“Jeg tror at, det er mænd, der er blevet kørt ud på et sidespor. Personligt, familiært eller økonomisk. Jeg tror, at der er tale om nogle mænd, der har mistet privilegier. Ud af angst kommer vrede. Det er et velkendt psykologisk grundprincip!”  sagt af  Iben Maria Zeuthen, klummeskribent i Ekstra Bladet.

Specialpsykolog Anne-Cathrine Blegvads påstand er den at de mandlige krænkere fuldt ud er bevidst om at det de skriver, gør ondt på meningsdanneren. Den smerte som disse verbale overfald forvolder er ifølge specialpsykologen et forsøg på at tage noget tabt kontrol tilbage i forhold til kvinders styrkede position i samfundet.

At der idag skulle være tale om stigende verbal voldsparathed er jeg desværre enig i. At denne alene skulle være rette mod kvinder, dét er ikke min oplevelse.

Men faktum er dette at jeg kan kun skamme mig solidt på det maskuline køns vegne over at vi mænd, uanset hvor overtændte vi bliver, eller hvor total presset vi er, at det overhovedet falder mænd ind at benytte et så sårende, sexistisk og sjæleligt krænkende sprog.

Dét sprog(mis)brug, Dén adfærd , hører bare ingen steder hjemme, Mand !