Hvordan bor du, mand ?

“Sådan bor Mænd – 5 boliger hvor det maskuline styrer”

Denne overskrift har jeg, som det fremgår af foto ovenfor, hentet fra forsiden af nyeste udgave af BO BEDRE (nr 9/september 2016)

Så appellerende en overskrift må jeg, som er en meget videbegærlig mand, simpelthen nærlæse ganske grundigt – kigge (læs: sluge) alle de flotte fotos..

Forleden dag dumpede seneste udgave af BO BEDRE op i min postkasse – og JA, jeg læser gerne den slags magasiner (og lignende dameblade) så jeg kastede mig straks glubsk og nysgerrigt over artiklerne.

Velvidende at disse 5 maskuline BO BEDRE boliger næppe repræsenterer gennemsnittet når det gælder (maskulin) boligindretning. tilbragte jeg det meste af en formiddag i selskab med de 5 herrer´s boliger.

For at kunne gøre sig fortjent til at blive portrætteret i BO BEDRE så skal stil og stof m.m. befinde sig et pænt stykke over både det forventede og “normale”. De 5 herrer som fremviser deres boliger er da også hhv møbelarkitekt, operasanger, billedkunstner og designer, så stil og niveau er ligesom lagt.

 

Vi mænd bliver ofte beskyldt for ikke at interessere os for boligindretning, beskyldt for helt at overlade dette vigtige trivselselement til vores samlever – eller som singlemænd populært sagt at skide på stil og status.

I min optik hersker der ikke den mindste tvivl om at også vi mænd præges af vores boligindretning – eller mangel på samme. At der vil være forskel på hvordan en singlekvinde og singlemand vil indrette samme bolig, dét er vel næppe breaking news.

Du er hvad du spiser og omgives af , sådan lyder et kendt og ofte anvendt ordsprog.

Så derfor denne opfordring til dig mand – hvis ikke du allerede er pænt involveret i din boligs indretning, så opfordres du dertil at blive..

Hvorfor nu det ?  Dét er der mindst 3 gode grunde til. For som mand skal du nemlig altid:

1. tage ansvar for egne ønsker (og problemer ) – samt for det usagte .

2. turde vise, hvem du er, med alt hvad det indebærer

3. have fuld tillid til dig selv – dine likes and dislikes

Good Luck til dig hvis du har fået inspiration til en bolig make-over..

 

 

Inspiration er også hentet fra bogen: “Kunsten at leve sammen!” Forfatter er coach, konsulent og foredragsholder Lars Hartung Honore – www.human-upgrade.dk

 

 

 

 

 

Når døden bare er så ufortjent, unfair og urimelig

Kender du den følelse af at sidde med din mobil i hånden og slet ikke fatte eller forstå hvad der netop er blevet sagt, ja ligefrem bagefter med dig selv komme i tvivl om opkaldets rigtighed.

Sådan et opkald kæmper jeg stadigvæk med at bearbejde og forstå den fulde konsekvens af.

Præcis idag tirsdag for en uge siden , ringede min mobil.

Som alle andre gør, ja så kiggede jeg straks på mobilen og genkendte med det samme hvem det var som  nu gerne ville snakke med mig.

Opkaldet kom fra en nær god ven fra min loge – et opkald som jeg får så tit. Altid med en  venlig invitation, opfordring eller information.

– Men denne gang var budskabet i mobilen nok det mest chokerende som jeg har fået i meget lang tid.

“Jeg har det kedelige, ja forfærdelig triste budskab at fortælle dig at XX er afgået døden, absolut uden forvarsel og ganske uventet!  Nogenlunde sådan lød budskabet i min mobil – et budskab som blev afleveret med en grødet og grådkvalt stemme.

Fakta er dette sørgelige at netop sidste tirsdag mistede jeg og mine logebrødre en særdeles god og højt elsket ven i en alt, alt for ung alder.

En fælles ven som var stærkt dedikeret til egen og andres sundhed og velvære. En fælles ven som selv efterlevede alle de sunde budskaber om kost, motion og hvile. En fælles ven med stor faglig viden om sygdom og sundhed. En fælles ven som altid var klar med gode råd og støtte når/hvis vi andre havde behov derfor. En fælles ven hvis hjerte ganske chokerende, overraskende – og brat – holdt op med at slå.

Selv om jeg (og min hustru) deltog i bisættelsen, så kisten stå dér lige foran mig, ja så har jeg altså stadigvæk ikke helt forstået og accepteret den fulde konsekvens af opkaldet fra sidste tirsdag.

I aften, præcis én uge efter dette tragiske budskab ramte mig, skal jeg, for første gang efter bisættelsen, mødes med mine logevenner – og tro mig rigtige mænd græder også når de mister.

 

Hvor henter du ny energi, Mand ?

Jeg tænker at netop jeg på alle måder er et ganske gennemsnitligt menneske.

Så når jeg med mellemrum i mit liv har et særligt behov for at være et sted hvor jeg kan tanke ny energi til mit fortsatte virke og stræben efter personlig succes – så gælder det samme nok også for dig.

Det er slet ikke nyt at naturen spiller en stor og særdeles betydningsfuld rolle når vi mennesker skal finde ro, balance og ny energi – også på det punkt er jeg helt igennem gennemsnitlig – for i naturen finder jeg mit  “friområde”.

Et “Friområde” er for (og af) mig karakteriseret ved at være:

– et sted, en aktivitet hvor du kan fokusere 100% på at finde mental ro og balance – tanke ny energi til dit fortsatte virke

– dit sted hvor du bestemmer indsats, aktivitet og tempo

– et sted som du har udvalgt baseret på hvor/hvad du stortrives med at foretage dig

– 100% fokuseret på at opfylde dine behov

Jeg har sagt/skrevet dette til dig før, kommer helt sikkert til at gøre det igen og igen: Du kan ikke være noget for andre uden først at være noget for dig selv !

Derfor denne absolut velmente opfordring fra mig til dig:

Hvis ikke du allerede har fundet dit “friområde” så gør gerne en særlig indsats for at finde dette – det vil gavne dig STORT og dine nærmeste vil elske dig for det.

Far her er hverken sur eller skuffet!

“At føle sig skuffet er en ubehagelig form for lidelse – modsat accepten.

To ud af tre danskere har oplevet en skuffelse, der har haft markant indflydelse på deres liv. Det er foruroligende mange, mener fagfolk. For det er håbløst umoderne at være skuffet – i hvert fald at indrømme det.

For hvis man er skuffet over noget, er det vel især ens egen skyld – og så er der tale om fiasko hvilket slet ikke rimer på tidens stærke krav om altid opfyldelse og udlevelse af sit potentiale.

Flest skuffede danskere er skuffet over noget som kan henføres til familien, vennerne og/eller kollegerne. Kun hver femte er skuffet over egne evner. og adfærd

Ifølge fagfolk defineres skuffelse som uindfriede forventninger, knuste drømme og/eller brudte løfter.

 

Jeg rammes helt uvilkårligt af disse tanker:

Hvilket menneske forestiller sig i ramme alvor at kunne gå gennem livet uden på et eller andet tidspunkt at opleve skuffelse(r) ?

Har vi som individer tabt følingen med egen formåen og i stedet valgt at skubbe skylden for skuffelser over på alle andre ?

Har vi (u)bevidst fralagt os ansvaret for egen indsats, adfærd og viljestyrke ?

Hvordan står det reelt til med vores evne til at tackle modgang ?

Hvordan harmonerer dette med at arbejdsmarkedet efterspørger (læs: kræver) robuste medarbejdere – For er man robust når/hvis man ikke kan acceptere skuffelser i livet ?

Jeg tænker lige højt her – Det fremstår altså for mig som umodent, naivt og urealistisk hvis vi som enkelt individ forestiller os at livet ikke undervejs byder på skuffelser og set backs.

Hvad tænker du ?

 

kilde: analyse udarbejdet af YouGov for Kristeligt Dagblad

Har du talt med de “Gamle” fornylig, Mand?

“Vi er mange, der svigter de gamle. Vi er mange, der undgår de gamle, fordi de ikke længere er sig selv. Min mor var smuk, køn, sød og dejlig. Men der er ingenting kønt over den historie, jeg her vil fortælle! ”  citat: Sognepræst Tine Buchwald, Græsted. kronik i Kristeligt Dagblad

Sådan valgte sognepræst Tine Buchwald forleden at indlede sin fortælling under overskriften ” Min mor gik ind i tågen og forsvandt!” om sine forældre – en historie som især har fokus på og bærer tydeligt præg af moderens demenssygdom.

Demens er også kendt og omtales ofte som de pårørendes sygdom. Dette skyldes jo at virkningerne af demens, gudskelov fristes jeg til at sige, ikke mærkes så meget af den som lider af demens, men at virkningerne er særdeles tydelige for de nærmeste.

Jeg tænker at Tine Buchwalds historie er meget tidstypisk for os i midtvejs-generationen, os som (endnu) har nulevende forældre – Kære, som jo af helt naturlige årsager er nået godt op i alderen.

Kendt er det at risikoen for at vi kan rammes af enten fysiske eller psykiske skavanker, den stiger desværre markant jo ældre vi bliver. Statistikken fortæller os dog at vi gns. lever betydeligt længere end vores forfædre og at vores almene livskvalitet også er betydelig højere.

Men – jeg tænker dog at også du kender til sygdom blandt dine (sviger)forældre og at du måske derfor kan identificere dig med nogle af de statements som Tine Buchwald giver udtryk for.

“Jeg er her alene. Du er her et sekund, når du roser min jakke. Når du kysser mig på munden og på kinden. Når du siger at mit hår sidder pænt. Når du er mild. Ja, så er du min gamle mor igen.”

Men når Tine Buchwald omtaler vores plejehjem som “Dødens forgård” og i dette udtryk lægger at vi blot opbevarer vores forældre , parkerer dem der uden personlig nærvær og/eller omsorg, så bliver jeg helt enkelt nødt til at sige fra overfor hendes meget sorte billedbeskrivelse.

 

“Dødens forgård” har jeg hørt de kynisk kalder plejehjem. Steder, der giver sig ud for at være noget, de ikke er. Lader som om de er private hjem med malerier på væggene, sofaer på gangene, puder og reoler i fællesrummet. Som trods de forlorne tænder stadig dufter af sygehus.”

Tine Buchwald gør sig, efter min mening slem skyldig i en generalisering af kvaliteten og omsorgen på vores plejehjem.

Jeg har fuld forståelse for at ens billede nemt kan blive “meget sort” når man som midaldrende voksen registrerer at ens  forældre, som vi elsker og holder utrolig meget af , rammes af demens og dermed “forsvinder” ind i en helt ny, meget anderledes – og meget uønsket verbal og kropslig adfærd.

Men når dette sortsyn skrider over i en generalisering af forholdene på danske plejehjem, så er der grund til at komme med en fair, men kontant, verbal tackling.

Personligt har jeg et godt kendskab til forhold på ét dansk plejehjem hvor et nært familiemedlem har boet i en længere periode. Her måler jeg altid den aktuelle omsorgskvalitet i de store smil som familiemedlemmet meget gavmildt øser af sig hver gang jeg (sammen med min hustru) kommer på besøg.

Så Tine Buchwald, Du har et latent behov for at justere dit “sorte” billede af danske plejehjem.