Uden personlige mål, farer du nemt vild!

 

Det målstyrede samfund skaber plagede og skamfulde mennesker.

Meningen forsvinder, når målstyringen har fået større betydning end meningen med arbejdet. “Målermanden” som vi kender fra Zirkus Nemo er en parodi på en virkelighed som rigtig mange af os kan nikke genkendende til.

Ovenstående er hhv. overskriften og essensen af den herskende samfundstendens – en tendens som karakteriserer det liv som rigtig mange af os idag lever. Moralen i ovenstående syntes at være er den at målstyring tryner vores selvstændighed i livet og ligefrem risikerer at sygeliggøre os.

Jeg tænker helt uvilkårligt:

– Uden personlige mål så mangler vi (mænd i særdeleshed) retning på livet – uden retning i livet er der en latent fare for at vi render hovedløst ud af livets landevej og en fare for at vi havner på en blind vej.

– At målinger både er retningsgivende, nødvendige, kontrollerende (er vi på sporet) og lærende.

– At vi som enkelt individer jo er herre i eget hus og øvelsen i min optik mere går på at vi hver især skal sætte os overkommelige og dermed også realistiske mål – og ikke kritikløst følge og underlægge os andres normer eller forventninger.

– I en tid hvor vi som individer abolut insisterer på at skulle betragtes som enkeltstående værdifulde og særlige enere, så har vi aldrig før søgt og følt os så tvunget ud i komformitet. På nudansk, vi klæder os ens, vi indretter vores hjem (næsten) ens, vi skal alle skabe os en karriere hvor pilen kun peger opad, hvor fiasko ikke findes, vores statussymboler ser ens ud ( eks.: den sorte Audi eller BMW stationcar)

Det personlige ansvar råder stadigvæk – du er altså stadig herre i eget hus,- du bestemmer og sætter selv dine egne mål i livet – du bestemmer dermed også suverænt selv hvornår du siger NEJ eller STOP

Det sidste at kunne/ville/turde sige fra – dét er kerneudfordringen for rigtig, rigtig mange af os.

Livet leves kun én gang – én gang er også nok når bare vi er bevidste om at leve det rigtigt!

 

 

 

Jeg er ikke skabt til at leve alene!

Ovenstående udsagn har jeg efterhånden hørt mange gange, .

Jeg er ikke skabt til at leve alene! siges af mange mænd med en meget fast stemmeføring som slet ikke efterlader nogen tvivl om at det er sådan de føler.

Jeg læser i øjeblikket en indsigtsfuld og for mig lærende bog, Den har titlen “Modne mænd – 24 samtaler om livets patina” af Bo Østlund. Her optræder ovennævnte udsagn en hel del gange – faktisk også sagt af mænd som gennem mange år har levet i et parforhold.

“Jeg tror sgu ikke, jeg er særlig god til at være alene. Det kan jeg tydeligt mærke. Jeg ville være en elendig enkemand  og en plage for mine børn!” sagt af Per Larsen, Tidl. Chefpolitiinspektør & Formand for Børnerådet i bogen “Modne mænd”

Forleden læste jeg en anden tilsvarende klog bog om mænd. Titlen:er “Mænd der mister” skrevet af Mads Christoffersen. Bogen indeholder sande og meget ærlige fortællinger fra otte mænd, incl. forfatteren selv som alle har mistet deres samlever pga. cancer. Her optræder ovenstående udsagn også ganske ofte. Fælles for disse mænd er, nok næppe overraskende, at de kort tid efter tabet af samleveren har re-etableret sig i et nyt parforhold

Udsagnet kendes også fra en aktuel DR-TV-udsendelse “Alene i vildmarken” hvor flere af de unge eventyrlystne fyre har fremsagt dette udsagn mens de (helt alene) har ligget og hvilet i deres særdeles primitive bolig.

Sluttelige kender jeg til udsagnet fra mine mange samtaler med mænd som af forskellige årsager føler sig udfordret af livet.

At leve alene fremstår altså for rigtig mange både yngre og ældre mænd som en absolut uønsket tilværelse.

Ofte beskyldes vi mænd for at tage parforholdet og ikke mindst vores partner for givet. Vi bebrejdes at vi glemmer at huske (med små gaver og søde ord) samleveren. Hvormange mænd glemmer ikke også at huske parforholdets mærkedage.

Jeg kan ikke andet end tænke højt: Hvorfor er der, hos os mænd, denne divergens mellem parforholdets betydning og evnen/viljen til at værdsætte dette?

 

 

Nyt år betyder det også forandring ?

“U-TURN” med Chris MacDonald i spidsen får comeback på DR-TV. 6 danskere med Type2 diabetes vil forsøge via en markant livsstils omlægning at skabe sig et bedre, måske medicinfrit – og længere liv.

“Alene i Ødemarken” kører lige nu på DR-TV, 10 almindelige danske mænd og kvinder følger tidens trend med at ekstrem-teste sig selv. Alle 10 har påtaget sig den barske udfordring det er at leve alene og selvforsynende i den nådesløse nordnorske natur.

“Korpset – gjort af det rette stof” er lige startet på TV2. Her testes 30 danske sportstrænede mænd. Hvor trænede fysisk og psykisk er de egentlig? Har de potentialet og viljestyrken til at blive elitesoldater?

Årsskiftet syntes at starte med en serie af TV-programmer, som alle har det formål at skubbe til vores forandringsparathed og trang til personlig udvikling.

Hvor ligger ydergrænsen for vores fysiske og psykiske formåen? Hvor meget vil hver enkelt lide for at nå i mål? Hvor længe kan vi hver især udholde? Hvor meget kan ændres? Hvem er den sejeste? Jovist, spørgsmålene er mange.

Vi kan alle forandre og udvikle os på et utal af parametre – blot er det en forudsætning at viljen til at ville er og forbliver tilstede under hele processen.

Årsskiftet er lig med nytårsfortsæt som er lig med forandring og forbedring af vores nuværende fysiske og psykiske status…

Mon ikke også vi er mange mænd, som har sat os nogle mål, som skal indfris i 2017 – nogle overkommelige – og nogle mere udfordrende.

Generelt for det maskuline køn gælder, at vi har det med at udstikke os selv mål som vi kan/skal styre efter, ellers risikerer vi nemt at “fare mentalt vild”. Vi mænd har det svært med status quo, også selvom kroppen mærkes af alder.

Har du sat dig nogle mål for 2017? – Hvis ja, har du gjort op med dig selv, hvad disse mål vil kræve af dig ?

Kernespørgsmålet er dette simple:  Vil du, altså – Vil du virkelig forandre?

Med denne musikalske motivations booster ønsker jeg dig, Rigtig Godt Nytår, Mand